Om at hilse på hinanden
Når nogen hilser dig, lad da din hilsen være smukkere,
eller gengæld i det mindste hilsenen.
Gud holder regnskab med alt. (Koranen 4:86)
Når en muslim hilser et medmenneske, siger hun/han “assalamu ‘alaikum – fred være med dig”. Hilsenen skal i det mindste gengældes med “wa ‘alaikum assalam” – fred være med dig også” (wa = og) – eller med en endnu smukkere hilsen som f.eks. “wa ’alaikum assalam wa rahmatullahi wa barakatuh – (må) fred og Guds nåde og barmhjertighed være med dig også”. Fredshilsenen er med til at fostre kærlighed blandt mennesker.
Der er velsignelse i at være den første til at hilse andre, og det er almindelig skik og brug at den, der træder ind i et rum eller forlader det, hilser de andre tilstedeværende. Den ridende hilser den gående, den gående hilser den siddende, og den mindre gruppe hilser den større gruppe.
Fredshilsenen bruges over for alle gudstroende – ikke kun dem, der kalder sig muslimer, eller som tror nøjagtig, som man selv gør:
Når de, der tror på Vore tegn, kommer til dig, da sig: “Fred være med jer!” (6:54)
Den virkelige udfordring består i også at bruge hilsenen over for de åndeligt uvidende, der hovmodigt forsøger at bespotte og latterliggøre de gudstroende:
Den Allerbarmhjertigstes (mest oprigtige) tjenere er dem, der vandrer på jorden i ydmyghed, og som siger: “Fred!” når de uvidende (spottende) henvender sig til dem. (25:63)
Når de troende står foran Paradis, vil de blive hilst velkommen af englene med en fredshilsen:
De troende vil indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: “Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke Den endelige Bolig!” (13:23-24)
De, der tror og handler retfærdigt, vil blive indladt i haver med flydende strømme for at dvæle dér med deres Herres tilladelse, og de vil blive hilst med “fred!” (13:23-24) (jf. 7:46, 10:10, 25:75)
Om at give hånd
I Islamisk tradition (hadith) er der flere udsagn om at give hinanden hånden, f.eks. kan vi hos Imam Malik læse, at Yahya beretter, at Profeten har sagt: ”Giv hinanden hånden – og jeres had til hinanden vil forsvinde. Giv hinanden gaver og elsk hinanden – og jeres fjendskab til forsvinde.”
Hos Timirdhi kan man læse, at Abu Umâma beretter, at Profeten har sagt, at “den bedste måde at hilse hinanden på er ved at give hinanden hånden.” Hos Abu Dawood hedder det med henvisning til al-Bara’ ibn Azib: “Hvis to muslimer mødes, giver hinanden hånden, lovpriser Gud og beder Ham om tilgivelse, vil de blive tilgivet.”
Men, vil nogle muslimer sige, det gælder ikke, når man hilser en person af modsat køn, for da de mekkanske hedninge i 632 antog islam og aflagde loyalitets-ed til Profeten Muhammad, gav han ikke hånd til kvinderne. Der er imidlertid andre hadith-udsagn, der slår fast, at Profeten gav hånd til kvinder, der kom til Medina for at slutte sig til muslimerne – og så er vi jo ikke en afklaring nærmere.
Når nogle muslimer ikke ønsker at give hånd til personer af modsat køn, har det intet at gøre med, at muslimske mænd opfatter kvinder som urene og mindreværdige – eller at muslimer opfatter ikke-muslimer som urene eller mindreværdige. Islamisk tradition forklarer fænomenet således:
Koranen opfordrer menneskene til ”ikke at nærme sig utugt” (17:32), hvilket for nogle betyder, at de undgår al fysisk kontakt med personer af modsat køn for ikke at lade sig friste til at bevæge sig uden for dydens smalle sti. Derfor gælder det ikke for kvinder, der har passeret menopausen.
Et mindretal går så vidt som til at mene, at man – efter at have givet hånd til en person af modsat køn – er nødt til (som efter samleje) at gentage den rituelle afvaskning før bøn – hvilket kan forekomme besværligt.
En begrundelse, som ikke findes i de tidlige tekster er, at det er af respekt over for kvinder, at mænd ikke giver hånd til kvinder. Man tilføjer dog, at hvis kvinden tager initiativet ved at række hånden frem, er der intet i vejen for, at manden tager hendes hånd til hilsen. Nogle mener dog, at det ikke er tilladt at give et fast håndtryk; men at det bør være så slattent som muligt.
Vi kan med andre ord ikke blive enige om andet, end at vi er uenige om spørgsmålet. I nogle østeuropæiske lande som f.eks. Albanien og Bosnien er det en regelret fornærmelse ikke at give kvinder hånden til hilsen. Også herhjemme har det i mange år været god skik at give hinanden hånden til hilsen – uden at man lægger noget seksuelt i det overhovedet.
Vi kan finde støtte til dette synspunkt hos den sudanesiske jurist Hassan al-Tourabi, der i sin bog ”Islam – Avenir du Monde” fra 1997 skriver:
”Hvis det er en del af den lokale tradition, at man giver hinanden hånden til hilsen, er der intet til hinder for, at muslimer af modsat køn kan gøre ligeså.”
Den kanadiske Sheikh Ahmad Kutty gør meget ud af at forklare, at den enkelte skal lytte til sin egen samvittighed og se på, hvad der er kutyme i det omgivende samfund.
© Aminah Tønnsen, juni 2005
Litteratur:
Ibn Aslam: Spreading salaams
Muhammad Al-Mukhtar Al-Shinqiti, Sheikh Ahmad Kutty, Yusuf Qaradawi:
Shaking Hands with Women
Sheikh Faysal b. Anwar Mawlawi: Salam is a Greeting for Non-Muslims