Menneskene skal vidne om deres tro, om Guds kærlighed og storhed og om Guds vejledning til menneskeheden. Et vidne hedder på arabisk shahid og har samme konsonant-rod (sh-h-d) som vidnesbyrd (shahada). Et vidne er en person, der aktivt og engageret omsætter sin tro i handling i sine bestræbelser for at tjene Gud og det fælles bedste.
Et aktivt engagement er sjældent omkostningsfrit, for der er stærke kræfter derude, for hvem al forandring er af det onde, og som er parate til at forsvare deres monopol på fortolkning af skriften ved at gå til yderligheder. Man skal være forberedt på, at man i yderste konsekvens må betale med sin personlige frihed eller med selve livet. Man kan ikke forvente, at staten kan beskytte en effektivt imod galninge, ekstremister og ensomme ulve, der ikke viger tilbage for at ihjelslå mennesker, der har en anden opfattelse af tro, ret og uret end de selv.
Shahid er også betegnelsen for en martyr, dvs. for den, der bliver dræbt i sine bestræbelser for retfærdighed, frihed og fredelig sameksistens – eller i forsvaret for sin ejendom, for sin tro og sit liv:

De, der forlader deres hjem for Guds sag og bliver dræbt eller dør for sagen, vil blive rigeligt underholdt af Gud. Han er den ypperligste forsørger. Han vil føre dem til et sted, der opfylder alle deres forhåbninger. For Gud er alvidende og kærligt overbærende (22:58-59).

Profeten Muhammed tilskrives utallige udsagn om hvem, der regnes for martyr, bl.a.:

”Den, der bliver dræbt i forsvar for sin ejendom, er martyr. Den, der bliver dræbt i forsvar for sin familie, er martyr. Den, der bliver dræbt i forsvar for sit liv og sin tro, er martyr” (Abu Dawud 40/4754).

”Den, der bliver dræbt i sine bestræbelser på Guds vej, er martyr. Den, der falder af sin hest eller kamel og brækker halsen, er martyr. Den, der bliver stukket af et giftigt dyr/insekt, er martyr. Den, der dør i sin seng uanset af hvilken årsag, er martyr” (Abu Dawud 14/2493).

”En kvinde, der dør i barsel, er martyr. Den der dør under en epidemi, er martyr. Den der drukner, er martyr. Den der omkommer i en ildebrand, er martyr” (Ibn Majah 24/2909).

”Den, der får en sammenstyrtende bygning ned over sig, er martyr” (Bukhari 52/82).

På intet tidspunkt opfordrer Koranen menneskene til aktivt at søge døden. Alligevel har der udviklet sig en forståelse af martyriet som en hellig handling, som det ultimative, absolutte vidnesbyrd, hvor martyrerne gør sig fortjent til den højeste belønning hos Gud: det evige liv uden forudgående dom.

De, der kæmper for Guds sag, vil ikke gå glip af lønnen derfor. Gud vil vejlede dem og give dem fred i hjertet, og Han vil indlemme dem i de haver, Han har lovet dem. I, der tror! Hvis I hjælper Gud vil Han hjælpe jer, og Han vil styrke jeres færd … En lignelse (mathal) om Haven, som er lovet de ærefrygtige (taqwa): Deri er der floder af vand og mælk, der aldrig ændrer smag (47:4-7 & 15).

Tænk ikke på dem, der må lade livet på Guds vej, som døde. De lever hos deres Herre, rigeligt underholdt. De fryder sig over Guds underhold og er fulde af fortrøstning hvad angår dem, der endnu ikke har sluttet sig til dem: At de hverken behøver frygte døden eller sørge over de døde. De fryder sig over Guds nåde og barmhjertighed og over, at Gud lønner de troende, der følger Guds og Hans sendebuds kald – selv efter at være blevet såret. En ypperlig belønning venter de udholdende, der nærer ærefrygt for Gud (taqwa) (3:169-172, jfr. 2:154).

Lignelsen (mathal) om Paradiset, der loves de ærefrygtige (taqwa), er en have, igennem hvis lavninger der flyder strømme, hvis frugter er evige, og også dens skygge. Dette vil være bestemmelsen for de ærefrygtige (taqwa), og ilden vil være bestemmelsen for gudsfornægterne (kufr) (13:35).

Man har diskuteret op ad stolper og ned ad vægge, om Koranens beskrivelser af det hinsidige skal opfattes bogstaveligt eller metaforisk – selvom Koranen klart og tydeligt nævner, at dens beskrivelse af Paradis’ lyksaligheder skal forstås metaforisk (47:15, 13:35 og 2:25).
Mange har indladt sig på gisninger om, hvorfor forestillingen om et Paradis med 72 jomfruer har grebet så meget om sig i de seneste år, som tilfældet er. En af forklaringer går på, at i samfund med overdreven kønsadskillelse, hvor kvinder gemmes væk i hjemmet eller i sorte heldækkende gevandter, hvor fattigdom og analfabetisme er flertallets lod, og hvor uddannelse og respektabelt arbejde kun er for de privilegerede, så bliver de konservative såkaldt lærdes brandtaler om Paradisets lyksaligheder det eneste lyspunkt for frustrerede unge, der søger mening med tilværelsen.
For de konservative prædikanter (hvoraf flere har akademiske grader fra anerkendte vestlige universiteter på deres cv), er der ikke tale om metaforer, men om fakta, og kun fantasien sætter grænser for, hvad de i islams navn lover de unge, hvis de sætter livet på spil for at tilintetgøre fjenden.

Det springende punkt er imidlertid, hvem der er martyr. Hvis man læser Koranen som en helhed, vil det aldrig kunne retfærdiggøres, at man kan gøre sig fortjent til martyrværdigheden ved med fuldt overlæg at slå sig selv eller andre ihjel.
At være troende kan aldrig forenes med overgreb på det liv, Gud har skabt. Et retfærdigt samfund kan ikke bygge på vold. Man kan ikke skabe et retfærdigt samfund ved hjælp af bomber eller bortførelse og halshugning af uskyldige mennesker. Vold og terror er forkasteligt – hvad enten den udøves af enkeltpersoner, organisationer eller stater. Mange enkeltpersoner og organisationer tager da også jævnligt afstand fra sådanne u-islamiske handlinger.
Er man utilfreds med eksempelvis situationen i Palæstina, må man benytte sig af demokratiske midler: Man kan bombardere alverdens medier med bøger, artikler o.a. Man kan arrangere debatmøder og demonstrationer. Man kan engagere sig politisk. Man kan deltage i humanitært eller fredsskabende arbejde i området – alt efter evner og muligheder; men man må ikke med fuldt overlæg tage hverken sit eget eller andres liv for at gøre opmærksom på den ulykkelige situation.

… Hvis nogen dræber et menneske … vil det være, som om han dræber hele menneske­heden … (5:32).

De, der lader sig hjernevaske af tågesnak om belønning for selvmord og drab på uskyldige i form af et ”himmelsk horehus” med 72 jomfruer, vil få sig en slem forskrækkelse, når situationens alvor går op for dem, og de opdager, at der er tale om metaforer, og at de personligt vil blive draget til ansvar for deres handlinger:

Og bered jer i ærefrygt (taqwa) på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret (2:281).

Allahu a’lam – Gud ved bedst!

Ovenstående er et uddrag af Aminah Tønnsen: ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (2015, 282-286).

© Aminah Tønnsen, 2015