Koranen vrimler med vers, der priser basiskost så som vand, frugt, grønt og korn – og de minder stort set alle i samme åndedrag om, at disse næringsmidler er en gave fra Gud. Mælk og honning nævnes som velgørende og helbredende, og dadler fremhæves specielt i forbindelse med Jesus’ fødsel, hvor jomfru Maria spiste dadler og drak vand fra en klar kilde, medens hun plagedes af veer (19:23-36).
Koranen fortæller også om, hvorledes Gud gav israelitterne manna og vagtler på deres lange vandring i ørkenen fra Egypten til Palæstina (2:57), og den opfordrer menneskene til at drage nytte af havet, der giver menneskene ”friskt, mørt kød” (16:14).
For at minde menneskene om, at de dyr, der slagtes til fortæring, er skabt af Gud, skal de velsignes ved at sige ”bismillah Allahu akbar – i Guds navn, Gud er stor” – og man skal spise og på anden måde bruge så meget som muligt af dyrene.
Gud forbyder menneskene at spise svineprodukter, blod fra alle slags dyr, alle former for selvdøde og kvalte dyr samt dyr, der er stanget ihjel eller delvis opædt af vilde dyr. Dog er det sådan, at hvis man er sultedøden nær, må man naturligvis spise af det, der under normale omstændigheder er forbudt (2:173). Liv går forud for lov.
“Oh I, der tror! Drag nytte af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener! Han har kun forbudt jer selvdøde dyr, blod og svin og det, der er indviet til andre end Gud; men hvis sult tvinger jer, da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) – forudsat I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig.” (2:172-173)
Koranen indeholder ingen begrundelse for disse forbud; men som muslim tror man på, at ethvert påbud eller forbud, som Gud har åbenbaret, er til menneskets eget bedste.
Menneskene opfordres endvidere til at holde sig fra khamr, der oftest oversættes til vin; men langt de fleste islamiske lærde er enige om, at khamr omfatter ethvert rusmiddel, der indtaget i større mængder slører sanserne, skaber afhængighed og skader helbredet, dvs. alle former for øl, vin, alkohol og spiritus samt hash, khat og hårde narkotiske stoffer. Besynderligt nok har de lærde hidtil ikke kunnet enes om at regne tobak med blandt rusmidlerne; men flere og flere er ved at få øjnene op for de skader, som forårsages af både aktiv og passiv rygning.
Daddelpalmernes og vinstokkenes frugter kan give både berusende og helsebringende drikke (16:67). Khamr blev (sammen med hasardspil) i første omgang omtalt som både syndigt og gavnligt; ”men synden (ithmun) er større end nytten” (2:219). Senere blev de troende opfordret til ikke at komme berusede til bøn (4:43), og til sidst til at undgå rusmidler og hasardspil som Satans værk, der sår splid og ulykke blandt mennesker og får dem til at glemme Gud og bøn:
”Oh I, der tror og gør gode gerninger! Rusmidler (khamr) og hasardspil, ofring på stenaltre og lodkastning med og læsen i pile er afskyeligt – et Satans værk. Undgå dem, for at I må have fremgang. Satan ønsker blot at opildne til fjendskab og had mellem jer ved hjælp af rusmidler og hasardspil og at lede jeres opmærksomhed bort fra Gud og bøn. Vil I da ikke ophøre dermed? Adlyd Gud og adlyd Hans sendebud, og vær på vagt over for det onde og skadelige. Hvis I sidder advarselen overhørig (egl. vender ryggen til), da vid, at det udelukkende er Profetens opgave at prædike budskabet på en klar og tydelig måde.” (5:90-92)
Selvom Koranen ikke foreskriver nogen straf for indtagelse af alkohol og andre rusmidler, risikerer muslimer i nogle muslimske lande at blive arresteret, hvis de drikker alkohol i offentligt rum.
I Pakistan er det eksempelvis strafbart for muslimer at fremstille, forhandle og indtage alkohol, medens ikke-muslimske pakistanere gerne må indtage alkohol i forbindelse med religiøse ceremonier som f.eks. den kristne nadver, og ikke-muslimske udlændinge må nyde alkohol i privat sammenhæng.
Ovenstående er et uddrag af ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen, 2006, spørgsmål 86)
© Aminah Tønnsen, 2006