I vore dage taler mange vesterlændinge om konfrontation mellem islam og Vesten – uagtet at det ingen som helst mening giver at modstille en religion med et geografisk område. Og da slet ikke i en tid, hvor millioner af muslimer lever og trives i Vesten, uden at de på nogen måde føler sig i opposition til deres omgivelser – og uden at de føler nogen som helst samhørighed med diktatoriske såkaldt islamiske regimer og bevægelser rundt omkring i den såkaldt islamiske verden.
Traditionelt har muslimer også delt verden op, nemlig i dar ul-islam og dar ul-harb, selvom disse begreber hverken omtales i Koranen eller hadith-litteraturen. Det var de retslærde, der foretog denne opdeling i de første århundreder efter Profetens død.

Dar ul-islam (islams hus) var betegnelsen for de områder, hvortil religionen islam først bredte sig, hvor muslimer ad åre kom til at udgøre det overvejende flertal, og hvor traditionel islamisk ret (fiqh) var udgangspunkt for opretholdelse af lov og orden.

Dar ul-harb (krigens eller lovløshedens hus) var betegnelsen for de områder, hvor muslimerne ikke havde frihed til at praktisere deres tro, og hvor det for dem var forbundet med livsfare at færdes, fordi de ikke nød statslig beskyttelse.

Siden middelalderen har en række lærde ment, at det var muslimers pligt at gøre dar ul-harb til en del af dar ul-islam; men i globaliseringens tidsalder er der vendt op og ned på alting. Alle former for kommunikation er øget. Mennesker gifter sig på tværs af tro, etnicitet og kultur som aldrig før. Mennesker er konstant på flugt fra nød og elendighed, forfølgelse og krig.
Det er et faktum, at næsten halvdelen af verdens mere end halvanden milliard muslimer lever og har frihed til at praktisere deres tro som minoriteter i områder, der traditionelt var en del af dar ul-harb.
Samtidig undertrykkes befolkningerne i vore dage af magthaverne i mange af de lande, der traditionelt tilhørte dar ul-islam, og de har ofte langt ringere mulighed for at praktisere deres tro, end muslimer i f.eks. Europa, der traditionelt hørte til dar ul-harb.

Derfor er begreberne dar ul-islam og dar ul-harb ikke længere relevante. Alle muslimer lever snarere i dar ul-shahada, i en verden, hvor muslimer i ord og gerning vidner om deres tro og livsforståelse ved at være aktive og ansvarlige samfundsborgere inden for de rammer, som den lokale lovgivning udstikker. Andre taler om dar ul-aqd (pagtens hus), hvor muslimer skal forene deres tro med de forpligtelser, der følger med en opholdstilladelse eller et statsborgerskab.

© Aminah Tønnsen, 2015

Fra: “Islam – Koran, Hadith, Sharia” (2015, 314-316).

Hvad er dar ul-islam og dar ul-harb?

Begreberne dar ul-islam og dar ul-harb findes hverken i Koranen eller hadith-litteraturen. Det var de retslærde, der i de første århundreder efter Profetens død foretog denne opdeling af verden.

Dar ul-islam (islams hus) var betegnelsen for de områder, hvortil religionen islam først bredte sig, hvor muslimer ad åre kom til at udgøre det overvejende flertal, og hvor traditionel islamisk lov (® sharia) var udgangspunkt for opretholdelse af lov og orden.

Dar ul-harb (krigens eller lovløshedens hus) var betegnelsen for de områder, hvor muslimerne ikke havde frihed til at praktisere deres tro, og hvor det for dem var forbundet med livsfare at færdes, fordi de ikke nød statslig beskyttelse.

Siden middelalderen har en række lærde ment, at det var muslimers pligt at gøre dar ul-harb til en del af dar ul-islam og har til det formål forvansket begrebet ® jihad til at være offensivt i stedet for som oprindeligt i Koranen udelukkende at være defensivt.

I en tid, hvor alle former for kommunikation er øget, hvor mennesker konstant er på flugt fra nød og elendighed, forfølgelse og krig, og hvor næsten halvdelen af verdens 1,2 mia. muslimer lever – og har frihed til at praktisere deres tro – som minoriteter i områder, der traditionelt ikke var en del af dar ul-islam, er der vendt op og ned på alting.

Samtidig undertrykkes befolkningerne i mange af de lande, der traditionelt tilhørte dar ul-islam, i vore dage af magthaverne og har ofte langt ringere mulighed for at praktisere deres tro, end muslimer i f.eks. Europa, der tradtionelt hørte til dar ul-harb.

Derfor er begreberne dar ul-islam og dar ul-harb ikke længere relevante. Alle muslimer lever snarere i dar ul-shahada eller dar ul-dawa, i en verden, hvor muslimer i ord og gerning skal vidne om deres tro og livsforståelse (® missionerende).

På samme måde giver al den snak om konfrontation mellem ”islam og Vesten” ingen mening overhovedet, eftersom millioner af muslimer lever og trives i Vesten uden at de på nogen måde føler sig i opposition til deres omgivelser – og uden at de føler nogen som helst samhørighed med diktatoriske såkaldt islamiske regimer og ekstremistiske såkaldt islamiske bevægelser rundt omkring i verden.

© Aminah Tønnsen, 2006

Fra: “Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (2006, spørgsmål 16)