Profeten Muhammad havde ikke peget på nogen til at lede den muslimske menighed efter sin død. Man udnævnte den højt respekterede Abu Bakr, der som en af de første havde sluttet sig til Profeten, til dennes efterfølger og stedfortræder, kalif (khalifa). Umar valgtes til kalif i 634, og han efterfulgtes af Uthman i 644.
Det var dog ikke alle muslimer, der var tilfredse med disse valg, idet nogle mente, at kalif-værdigheden skulle gå til personer, der var af samme slægt som Profeten Muhammad. De kaldte sig Alis parti (shiat Ali), og hver gang der skulle vælges en ny kalif, pegede de på Ali, der var Profetens fætter på fædrene side – og også hans svigersøn, idet han var gift med Profetens datter Fatima.
Et flertal i menigheden mente dog, at Ali var for ung og uerfaren til at løfte en så tung opgave; men da den tredje kalif Uthman blev myrdet i 656, blev Ali valgt som muslimernes fjerde kalif.
Ali var således den første leder, som Alis parti – der i vore dage kaldes shiiter eller shia-muslimer – kunne acceptere som deres retmæssige leder, imam. Dermed er Ali den første, der både af sunniter og shiiter regnes for menighedens retmæssige leder efter Profeten Muhammad. Han er nemlig både sunniternes fjerde kalif og shiiternes første imam.

Ali, fjerde sunnitiske kalif og første shiitiske imam (656-661)
Det var imidlertid ikke alle sunniter, der bifaldt valget af Ali til fjerde kalif. Profetens unge enke, Aicha, havde næret uvilje imod Ali lige siden affæren med halskæden, eftersom han ikke havde troet på hendes uskyld. Derfor deltog Aicha i 656 aktivt i et stort slag imod Ali nær Basra. Hun dirigerede sine tropper ridende på en hvid kamel. Det blodige slag sluttede først, da Aichas kamel faldt for fjendens pile. Aicha tog nederlaget med oprejst pande – og Ali sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende standsmæssigt hjem til Medina.
Ali have også andre modstandere. Hans forgænger, den tredje kalif Uthman, havde nemlig indsat en nær slægtning, Muawija, som statholder i Damaskus, og da Uthman blev myrdet, gjorde Muawija krav på kalifværdigheden.
Muawija og hans tilhængere mødte Ali i et slag ved Siffin i 657. På et vist tidspunkt så kampen ud til at falde ud til Alis fordel, og det fortælles, at Muawija fik den idé at lade blade af Koranen sætte på spidsen af krigernes lanser. Da Ali ikke ville kæmpe mod selve den hellige skrift, lod han kampen afblæse og forelagde afgørelsen for en voldgiftsdomstol. Denne tilkendte ham sejren og kalif-værdigheden.
Ali blev myrdet i 661, og shiiterne mindes drabet hvert år i de første tre dage af ramadanen.

Hassan og Hussain, shiiternes anden og tredje imam (661-680)
Ali og hans hustru Fatima havde to sønner, Hassan og Hussain, der var Profeten Muhammads eneste direkte mandlige efterkommere.
Efter mordet på Ali lod Muawija sig udråbe til femte kalif i Damaskus, og han gav Alis ældste søn, Hassan, en form for affindelsessum, for at han ikke skulle gøre krav på kalifværdigheden. Hassan døde året efter og fik senere titlen af anden imam. Da Muawija døde i 680, forlod Hassans yngre bror, Hussain, Medina for at tage til Kufa for dér at lade sig udråbe til kalif i stedet for Muawijas søn Yazid. Denne fik imidlertid nys om planen og dræbte Hussain i et grusomt slag på Kerbela-sletten syd for Kufa i Irak.
Det skete den 10. muharram, og denne dato har siden været en helt central shiitisk mærkedag. De første ni dage i muharram genopleves tragedien fra Kerbela i mægtige passionsspil, der kulminerer på ashura-dagen den 10. muharram med optog af sortklædte drenge og mænd, der – for at mindes martyrernes lidelse i Kerbela-slaget – pisker deres nøgne overkrop med svøber af jernringe.
Hussain betragtes som den tredje imam, og hans spæde søn Ali Zain, der var blandt de få overlevende fra Kerbela-slaget, blev udråbt til fjerde imam.
Yazid blev udråbt til kalif og fortsatte således det sunni-muslimske umayyade-dynasti

Shiitiske grupperinger:

Tolv-imam-linjen er den største gruppe. Den anerkender tolv legitime imamer med Ali som den første. Den udgør flertallet af den muslimske befolkning i Irak, Iran, Libanon og på Bahrain.

Syv-imam-linjen eller ismailiterne anerkender som syvende imam Ismail, som ikke anerkendes af tolv’erne. Syv’erne findes i dag i Syrien, Yemen, Pakistan, Østafrika og det vestlige Indien.

Inden for begge disse to grene er den sidste imam (henholdsvis den tolvte og den syvende) ikke død, men forsvundet på mystisk vis for engang at vende tilbage til menigheden som mahdi (den af Gud retledte).
Fra tid til anden er der personer, der påstår at være den ventede mahdi, som det f.eks. skete i Sudan i 1898.
Da det viste sig, at de skjulte imamer ikke dukkede op igen, overgik den spirituelle magt til et råd bestående af tolv lærde, der udpegede en højeste imam. Et kendt eksempel på en sådan højeste imam er Ayatollah Khomeini, der regerede i Iran fra 1989-     , og hvis portræt hænger i mange shia-muslimske hjem.
Den højeste imam har status af ‘ufejlbarlig’, ligesom den katolske pave i Rom, og de shiitiske imamer danner et hierarki, der kan sammenlignes med den katolske kirkes.

Zaiditerne anerkender kun fem imamer efter Ali og findes i dag i Yemen.

Man mener, at omkring 10-15% af alle muslimer er shiiter. De resterende 85-90% er sunniter eller sunni-muslimer. De hedder sådan, fordi de fulgte Profetens sædvane (sunna), da dennes efterfølgere skulle udnævnes. De valgte nemlig den, som de fandt bedst egnet til opgaven.  

© Aminah Tønnsen, juni 2004

AMIN, Hussein Abdulwaheed: The Origins of the Sunni/Shia split

HANSEN, Henny Harald: Shi’a Islam. København 1983.

Hovedretninger inden for islam religion.dk, 25. maj 2005

En kamp på liv og død religion.dk, 4. dec. 2008

Billedserie: Ashura – blodig fest for Muhammads barnebarn  religion.dk, 7. december 2011