Koranen indeholder en opfordring til at følge Guds vejledning og indordne sig under ”dem, der har myndighed iblandt jer” (4:59), dvs. de verdslige, folkevalgte myndigheder. Endvidere hedder det:

”I, der tror! Opfyld jeres forpligtelser.” (5:1)

”Stå ved ethvert løfte (el. de pagter, I indgår), for I vil blive udspurgt om hvert eneste løfte (på dommedag).” (17:34)

Tydeligere kan det næsten ikke siges. Hvor man end befinder sig i verden, er man som muslim forpligtet til at overholde det pågældende lands love – på nøjagtig samme måde som en muslimsk eller såkaldt islamisk stat forventer, at ikke-muslimske borgere og gennemrejsende overholder de dér gældende love. The European Council for Fatwa and Research har flere gange opfordret muslimer bosat i Vesten til at respektere deres værtslandes love.
Lever man som mindretal i et ikke-muslimsk land, bør man – så vidt som det er muligt – respektere islams værdier og normer inden for rammerne af det pågældende lands love. Er man i en situation, hvor lovgivningen forhindrer en i at overholde sin religiøse praksis eller handle i overensstemmelse med sin tro, må man ved hjælp af de på stedet gældende lovlige midler forsøge at ændre forholdene f.eks. ved at engagere sig politisk.

Her i Danmark har muslimer mulighed for at praktisere deres tro til fulde. Der er ingen, der hindrer dem i at tro på Gud, at bede, faste, give almisser eller tage på pilgrimsrejse. Og skulle man høre til de få utilfredse, der eksempelvis ikke mener, de kan opfylde deres forpligtelser over for samfundet, fordi dette er baseret på demokrati, ja, så vil det ikke være tab for nogen, om de følger Koranens opfordring til at udvandre til andre himmelstrøg:

”Når englene kalder synderne bort, vil de blive spurgt: ”Hvad gik der af jer?” De vil svare: ”Vi var svage og undertrykte på jorden.” Englene vil spørge: ”Var Guds jord ikke stor nok til, at I kunne være udvandret?” Helvede vil være deres rejses endemål. Undtagen de virkelig hjælpeløse, mænd kvinder og børn, som ikke har haft mulighed for at slå ind på den rette vej. For dem er der håb om Guds tilgivelse. Gud er overbærende og tilgivende. De, der udvandrer for at følge Guds vej, vil finde mange tilflugtsmuligheder og underhold på jorden. Skulle de dø i udlændighed, vil Gud lønne dem. Gud er tilgivende og barmhjertig.” (4:97-100)

Der er flere eksempler i historien på, at muslimer er udvandret for at kunne leve et liv i pagt med Gud: Abraham og Lot forlod deres fødeby i Mesopotamien, da de blev forfulgt af deres hedenske stammefæller på grund af deres tro på én gud. Senere forlod Lot og hans nærmeste familie deres by, der var præget af lovløshed. I 615 søgte en mindre gruppe muslimer tilflugt hos Abessiniens kristne konge Negus, og i 622 udvandrede Profeten Muhammed og hans fæller fra Mekka til Medina – væk fra social udstødelse, forfølgelse og tortur. I Medina havde de mulighed for at praktisere deres tro og opbygge et samfund baseret på deres egne værdier og normer.

Når en muslim taler om at ”sætte Koranen over grundloven”, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at bryde grundloven eller gældende lov. I langt de fleste tilfælde vil det snarere være et spørgsmål om ikke at gøre brug af nogle af de muligheder og rettigheder, som loven sikrer den enkelte.
At sætte Koranen over grundloven kan f.eks. i al sin enkelthed betyde, at man ikke gør brug af retten til fri abort eller af donorsæd eller -æg til kunstig befrugtning.(1) At man ikke gør brug af retten til at leve papirløst eller indgå registreret partnerskab. At man ikke optager lån eller køber på kredit. At man ikke spekulerer på børsen eller spiller tips, lotto og trav eller går på kasino. At man ikke nyder nogen form for rusmidler og ikke spiser svinekød etc. Alt sammen fravalg, der ikke på nogen måde kan opfattes som samfundsskadelige.
Hvis en muslim af samvittighedsårsager vælger at bryde loven – eksempelvis ved at skjule afviste asylansøgere eller vælger at begå en eller anden form for kriminalitet, så gør hun/han det vel vidende, at hun/han som enhver anden borger vil blive draget til ansvar for sit lovbrud.

Som muslim i Danmark er man nødt til at orientere sig politisk mod København – selvom man retter sin bøn mod Mekka.

Profeten Muhammed skal have sagt: ”Et virkelig islamisk samfund, er et samfund, hvor en enlig kvinde kan rejse fra Syrien til Yemen i fuld sikkerhed og uden at blive forulempet.(2) (Tirmidhi)

Ovenstående er et uddrag af “Islam – min hjertesag” (2014, 234-236).

© Aminah Tønnsen, 2014

Noter:
(1) Islam tillader kun homolog insemination, dvs. at det er parrets egne æg- og sædceller, der benyttes ved inseminationen.
(2) En lang rejse, der med datidens mest udbredte befordringsmiddel, kamelen, har indbefattet ganske mange overnatninger og krævet omgivelsernes (læs: mændenes) uforbeholdne respekt for den enlige kvinde, hvis sikkerhed for Profeten var målestok for et samfunds etiske og moralske standard. (Udsagnet findes i forskellige varianter, hvor forskellige destinationer nævnes.)