Ethvert budskab (tegn, aya),
som Vi ophæver eller lader gå i glemmebogen,
vil Vi erstatte af et bedre eller tilsvarende.
Ved I ikke, at Gud råder over alt? (2:106)
Koranen og tidligere åbenbaringer
Taget ud af sin sammenhæng har dette vers været anledning til en noget besynderlig konstruktion: naskh – abrogationsprincippet, ifølge hvilket nogle koranpassager skulle være blevet erstattet af senere åbenbarede passager og dermed ikke længere have juridisk gyldighed, skønt de stadig er at finde i Koranen.
For at forstå passagen er det nødvendigt at se den i sin rette sammenhæng:
De utaknemmelige blandt Skriftens Folk og flergudsdyrkerne (mushrikun) ønsker ikke, at I skal modtage åbenbaringer og velsignelser fra Gud; men Han udgyder Sin nåde over den, Han vil. Hans nåde er grænseløs (2:105).
Ethvert budskab (tegn, aya), som Vi ophæver eller lader gå i glemmebogen, vil Vi erstatte af et bedre eller tilsvarende. Ved I ikke, at Gud råder over alt? (2:106)
Ved du ikke, at Gud råder over Himlene og Jorden? Uden Ham har I ingen beskytter og ingen hjælper (2:107).
Vil I virkelig stille Sendebuddet perfide spørgsmål, ligesom dem, man førhen stillede Moses? Den, der udskifter tro med vantro, er på afveje (2:108).
Mange blandt Skriftens Folk ønsker at gøre jer vantro (kafir), efter at I er blevet troende – af lutter skinsyge, fordi det var dem, der først blev gjort bekendt med sandheden. Bær over med dem og tilgiv dem, og lad Gud træffe Sin afgørelse, for Han råder over alt (2:109).
Som det fremgår, er der tale om, at nogle kristne og hedninge har sat spørgsmålstegn ved guddommeligheden og gyldigheden af de åbenbaringer, Profeten Muhammad modtog og videregav til sine byfæller. Man har – forståeligt nok – haft svært ved at forlige sig med tanken om, at der skulle komme åbenbaringer, der skulle supplere og – på nogle områder – erstatte de skrifter, man selv besad.
Også i det følgende vers er der tale om kristne, der ikke forstår betydningen af de nye åbenbaringer:
Gud ved bedst, hvad Han sender ned, trin for trin. Når Vi udskifter et budskab med et andet, siger de: ”Det er noget, du finder på!” Men nej, de fleste af dem forstår ikke (hvorfor det er nødvendigt med nye retningslinjer, et nyt skrift) (16:101).
Og netop fordi der er tale om en polemik med mennesker, der tror på tidligere åbenbaringer, er det svært at tro, at der skulle være tale om andet end, at det er de åbenbaringer, Profeten Muhammad modtog, der skal erstatte (abrogere) nogle af de åbenbaringer, som tidligere profeter som f.eks. Moses, David og Jesus havde modtaget.
Det stemmer fint overens med de koranpassager, der kundgør, at Koranen bekræfter (2:41, 3:3, 3:50, 5:49, 5:51), supplerer og korrigerer (5:16) tidligere åbenbaringer som Moseloven, Davids Salmer og Jesus’ Evangelium, og at den ophæver gyldigheden af nogle af Moselovens forbud (7:157, 61:6).
Denne tolkning understøttes endvidere af det faktum, at Koranen ikke kun bruger ordet “tegn” (aya) om Guds åbenbaringer til Profeten Muhammad, men også om åbenbaringer til tidligere profeter (2:39 og 2:61).
At Koranen på nogle punkter abrogerer/annulerer Bibelen fremgår tydeligt af teksten, f.eks.:
I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. Men den, der eftergiver gengældelsen (qisas) som en almisse (sadaqa), kan derved sone sine egne synder. De, der ikke dømmer ud fra det, Gud har åbenbaret, handler uret (zalimun) (5:45).
Flere eksegeter mener, at f.eks. Koranen 24:2, der definerer straffen for utugt til 100 slag, skal ses som en abrogation af GTs steningsstraf.
Også det Nye Testamente abrogerer på nogle punkter det Gamle Testamente. Eksempelvis er det et gennemgående træk i bjergprædikenen (Matthæus kap. 5-7), at Jesus ændrer flere af GTs leveregler (om vrede, ægteskabsbrud, skilsmisse, fjendekærlighed, almisse, bøn etc.) ved at sige: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer … ”
Jesus siger: I har hørt, at der er sagt: “Øje for øje og tand for tand.” MEN jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod dem, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til … (Matthæus 5,38-39)
Kernen i Guds åbenbaringer er altid den samme (41:43, 42:13-15); men nogle leveregler er blevet ændret i henhold til tidernes skiften – ligesom det har været nødvendigt at minde om regler, der enten var gået i glemmebogen eller blevet forvansket i tidens løb.
Koranens trinvise åbenbaring
Ingen tror på, at Koranen kom dumpende ned fra himmelen som en komplet og færdig bog. Koranen er en sammenfatning af de åbenbaringer, som Profeten Muhammad modtog fra Gud via ærkeenglen Gabriel over en periode på ca. 23 år (fra o.610-632) i det nuværende Saudi-Arabien.
Profeten videregav åbenbaringerne til sine fæller, der både lærte dem udenad og nedskrev dem i takt med, at de blev åbenbaret. Kort efter Profetens død blev disse åbenbaringer samlet til ét skrift – den bog, vi i dag kalder Koranen – al-Qur’ân.
Denne trinvise åbenbaring bekræftes både af historikere som f.eks. Ibn Ishaq (704-768), af de udsagn om Profetens liv og levned, der mundtligt blev videregivet til generation efter generation (hadîth og sunna) – og af Koranen selv:
Vi har opdelt Koranen for at du (Muhammad) må foredrage den for menneskene brudstykkevis. Derfor åbenbarer Vi den gradvist. (17:106)
De utaknemmelige siger: ”Hvorfor blev Koranen ikke nedsendt til ham i ét hele?” For at Vi kan styrke dit hjerte dermed. Vi har foredraget den gradvist for dig og i indbyrdes overensstemmelse (25:32).
Det er Os, der har nedsendt Koranen til dig – trin for trin (76:23).
Ofte var åbenbaringerne direkte svar på et akut samfundsproblem; men reformer lykkes oftest kun, hvis de indføres gradvist og folket kan nå at omstille sig til de nye forhold.
Eksempelvis blev rusmiddel-forbuddet åbenbaret i tre trin: Vin (khamr) blev (sammen med hasardspil) omtalt som skadeligt (2:219). Senere blev de troende opfordret til ikke at komme berusede til bøn (4:43) og sidst blev rusmidler helt forbudt som Satans værk, der sår splid og ulykke blandt mennesker (5:93-94).
Denne trinvise åbenbaring betyder imidlertid ikke, at den sidste åbenbaring annullerer de to første – den betyder derimod, at alle tre åbenbaringer supplerer og forklarer hinanden indbyrdes!
Dette giver Koranen en enestående rummelighed og mulighed for at tilpasse sig enhver tidsalder og enhver tænkelig situation.
Det samme gælder for det såkaldte sværdvers og andre tilsyneladende “krigeriske” vers:
Når det er slået fast med syvtommersøm, at der “ikke kan være tvang i trosanliggender” (2:256) – at “livet er helligt og ikke må tages medmindre Guds Lov tillader det” (6:151, 17:33) – at “liv kun må tages, hvis det er til gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror” (5:35) – og at man ikke må være den første til at gribe til våben, men har ret og pligt til at forsvare sig imod overgreb (2:190, 22:39), så kan der naturligvis ikke være tale om hverken tvangsomvendelse eller dødsstraf for frafald fra troen.
At magtens mænd siden hen har legitimeret en abrogations-teori fortæller mere om dem selv end om islam. Med den i hånden har de kunnet vende op og ned på alting og har kunnet sætte krig og vold i stedet for tolerance og fred.
Koranen – et gigantisk puslespil
Koranens anvisninger passer sammen som et fint puslespil – alting supplerer hinanden indbyrdes og udgør tilsammen en helhed. Gud siger selv om Koranen:
– at den klart og tydeligt skelner mellem ret og uret (2:185, 6:114, 16:89, 43:2-3)
– at den er let at forstå og følge (19:97, 46:58, 54:17, 22, 32 & 40, 87:8)
– at intet er glemt i bogen (6:38)
– at samme emne omtales flere steder i overensstemmende variationer (6:65, 39:23)
– at der ingen modsætninger eller uoverensstemmelser er i den (4:82)
– at et vers forklarer et andet (75:19)
– at nogle vers er billedlige og beregnet til fortolkning (3:7, 17:41, 17:89, 18:54, 30:58, 39:27)
– at menneskene ikke må forbyde noget, Gud har tilladt – eller ændre Hans ord (6:34, 6:115, 7:32, 18:27)
Hvordan kan man med udgangspunkt i disse henvisninger påstå, at nogle af Koranens vers skulle være ugyldige?? Når de såkaldt lærde, der er fortalere for abrogations-princippet, så ikke engang er enige om, nøjagtigt hvilke vers skulle være erstattet af hvilke, bliver forvirringen total.
At de med deres teori i virkeligheden sætter spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed og autenticitet, generer dem øjensynligt ikke.
Hvad nu??
Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der er en selvfølge i et virkelig islamisk land, giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranen. Som troende muslim er man forpligtet på Koranens/Guds ord – ikke på menneskeskabte fortolkninger, der er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder.
Det er nødvendigt at kende fortiden for at kunne forme fremtiden, og der er nogle principper og koranpassager, som må nyfortolkes for at have deres berettigelse i en tid, hvor det ikke længere gælder et mindre, begrænset muslimsk samfunds, men hele menneskehedens ve og vel.
Flere nutidige eksegeter har da også taget skarpt afstand fra abrogations-princippet (at nogle koranvers skulle ugyldiggøre andre koranvers), f.eks.:
Muhammad Asad (1900-1992) skriver i ”The Message of the Qur’an” (1980) i sin note til 2:106 følgende:
”Denne passage, som opstiller princippet om, at Koranens regelsystem har erstattet Bibelens, er blevet fejlfortolket af mange muslimske teologer: Det i sammenhængen forekommende ord ”âyah” (”budskab”) betegner også et ”vers” i Koranen (eftersom vers indeholder et budskab), og med udgangspunkt i denne … Mening har de lærde sluttet, at visse vers i Koranen er blevet ”ophævet” af Gud, for åbenbaringen var fuldkommen. Rent bortset fra det besynderlige i denne tanke, som fremmaner billedet af en forfatter, som under korrekturlæsning af sit manuskript får nye ideer og derfor stryger en passus og erstatter den med en anden formulering, findes der ikke en eneste tilforladelig ”tradition”, som … at Profeten har forklaret, at et vers i Koranen skulle være ”ophævet”. Bagved denne såkaldte abrogations-teori kan ligge, at nogle tidligere kommentatorer ikke formåede at se en vis passus i Koranen som forenelig med en anden. Et problem, som de kun kunne løse ved at betragte et af disse steder som ”ophævet” og erstattet af det andet … I dette … forklarer også, hvorfor der blandt tilhængerne af denne teori ikke hersker enighed i spørgsmålet om, hvor mange og hvilke koranvers, som er blevet offer for ”abrogation”, ligesom heller ikke i spørgsmålet om, hvorvidt ”ophævelsen” indebærer, at det berørte vers … helt og holdent fra sammenhængen, eller om det indebærer, at kun den specifikke forskrift eller udsagn ophæves.
Det forholder sig i korthed altså således, at abrogations-teorien savner enhver begrundelse i historiske fakta og derfor må afvises. På den anden side forsvinder den umiddelbare problem med at tolke det … vers om man korrekt oversætter ”âyah” med ”budskab” og læser verset sammen med de nærmest foregående, som siger, at jøderne og de kristne vægrer sig ved at godtage en åbenbaringer, som siges at træde i stedet for dem, som Bibelen indeholder. Hvis man læser verset således, kommer ”abrogationen” til at omhandle tidligere guddommelige budskaber og ikke dele af Koranen selv.”
Fazlur Rahman (1919-1988) tager i ”Major Themes of the Qur’an” (1980, 88-90) afstand fra “juristernes abrogations-doktrin, som udviklede sig senere i islam, og som er et forsøg på at udviske tilsyneladende forskelle i betydningen af visse vers.”
Muhammad Hamidullah skriver i forordet til ”Le Saint Coran” (1985, L) (med henvisning til Ibn Kathirs Tafsir, III, 261) bl.a.:
”Der er tale om, at Koranen erstatter tidligere åbenbaringer, de gamle profeters bøger – og ikke en erstatning inden for Koranen selv. Andre anerkender muligheden af, at abrogation har fundet sted, mens Muhammad levede og henviser til en eller to hændelser, som skulle have fundet sted, og som er temmelig vagt formuleret. Den mest kendte er denne:
Omar fortæller: Vi læste i de guddommelige bøger påbuddet om at stene de utugtige. Man spurgte Profeten, om det skulle inkluderes i Koranen, men han ville ikke.”
Og Hamidullah tilføjer: ”Der er ingen forklaring mht. vendingen ”guddommelige bøger” (kitâb allâh) som værende Bibelen (jf. Mosebog 20,10-14) og der er intet til hinder for at tro, at Profeten Muhammad har praktiseret denne bibelske lov – fordi Koranen (4:26, 6:90) forklarer, at de tidligere guddommelige forskrifter har gyldighed, for så vidt som de ikke er abrogeret af Koranen – uden at de dog specifikt nævnes i Koranen.
De klassiske lærde er enige om muligheden for, at nogle vers i Koranen – som i dag er gået i glemmebogen – er blevet erstattet af andre, som stadig findes i Koranen. Men efter Muhammads død kan der naturligvis ikke være tale om at abrogere noget som helst.”
I klassikeren ”Introduction to Islam” (1970) skriver M. Hamidullah bl.a.:
… At Gud har sendt en række af profeter er bevis for, at tidligere vejledning er blevet abrogeret og erstattet af nye. (s. 150)
Profetens efterfølgere havde ikke mulighed for at få guddommelig åbenbaring, hvorfor deres magt mht. lovgivning var begrænset. De kunne ikke abrogere de love, som Profeten havde opstillet i Guds navn; men de kunne fortolke disse love og lovgive i de tilfælde, som ikke var nævnt i loven fra Profetens tid. (s. 271)
Det siger sig selv, at en lov fastlagt af én autoritet udelukkende kan abrogeres af den selv eller af en højere instans, men ikke af en lavere instans. Derfor kan guddommelig åbenbaring kun abrogeres af en anden senere guddommelig åbenbaring. På samme måde kan Profetens vejledning ændres af ham selv eller af Gud, men ikke af hans efterfølgere eller andre. (s. 318)
Murad Hofmann skriver i “Der Islam als Alternative” (1995, 187-188):
“Man kan slå fast, at stening af utugtige er alt andet end karakteristisk for den islamiske verden. På grund af den i det følgende skildrede udvikling, må dette siges også at gælde for fremtiden
Koranen foreskriver ikke dødsstraf, men slag for utugt og falsk anklage for utugt. Tolereret af Profeten, bekræftet af kaliffen Umar, er der sket en enorm skærpelse af straffene, som beklageligvis er blevet en del af sunnaen (Profetens sædvane):
Selvom 24:2 ophæver (abrogerer) den brutale praksis i jødisk lov – 5. Mosebog 22,20-29 – blev ægteskabsbrydere i Medina ikke kun straffet med slag, men med stening. Straffen for falsk anklage blev skærpet tilsvarende.
Hadîth-litteraturen såvel som islamisk historieskrivning har ikke forsøgt at skjule denne udvikling, men dokumenteret og problematiseret den.
I vore dage kan vi på grund af vor modnede retsforståelse ikke mere affinde os med, at fejlbarlige mennesker – hvortil også islams profet hører – kan indskrive en straf (stening) i islamisk ret, der ikke er nævnt i Koranen. En straf, der ikke kan omgøres i tilfælde af justitsmord, og som betyder en skærpelse af en i Koranen ganske utvetydig retskendelse. I vore dage må vi tage udgangspunkt i, at sunnaen må vige, hvor Koranen har talt.”
Og der kunne givetvis findes flere senere eksegeter, for hvem det er ganske utænkeligt, at der i den korantekst, som vi har i dag – og som er identisk med den tekst, den første kalif Abu Bakr lod udfærdige efter Profetens død ved at samle alle mindre fragmenter med åbenbaringer til én bog – skulle findes passager, der er abrogeret/annuleret af andre. Ingen har bemyndigelse til at erklære dele af Guds åbenbaringer for ugyldige.
Andre forbigår abrogations-princippet i tavshed, bl.a. Ibn Taymiyyah (1262-1327), Mohammed Arkoun (f.1928), Mohammed Marmaduke Pickthall, Fadhlalla Haeri, Kasimirski, N.J. Dawood, Denise Masson og M. Savary – og det ville de vel ikke gøre, hvis det var et centralt og autentisk princip.
Vil de dog ikke reflektere over Koranen? Havde den været fra en anden end Gud, ville de have fundet mange uoverensstemmelser i den (4:82).
Koranen udgør et hele, men det kræver både indsigt og viden at få puslespillet til at gå op – og man får måske ikke altid de svar, man helst ville have.
Magt og tro kan være en farlig cocktail, og det er de færreste ledere, der i længden kan opretholde den ydmyghed og den ansvarsbevidsthed, der er nødvendig for at være loyal over for både Gud og mennesker.
Den, der er rethaverisk, fordomsfuld og snæversynet vil aldrig kunne forstå Koranens budskab, og han vil gribe til ethvert halmstrå, der kan styrke hans egne begær.
Modenhed, rummelighed og ydmyghed er nødvendige forudsætninger for at forstå ånden i budskabet og udmønte det i praksis.
Sig: “Skulle jeg søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt jer en tydelig og udførlig bog?” De, der har modtaget en bog førhen, har forstået, at den er sendt fra din Herre og indeholder sandheden. Vær ikke blandt tvivlerne. Din Herres løfter vil gå i opfyldelse i sandfærdighed og retfærdighed. Ingen kan ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende (6:114-1215).
Sig: “Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring i Guds ord. Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret. Hvis jeg ville sætte mig op imod min Herre, ville jeg selv frygte straffen på dommedag” (10:15).
© Aminah Tønnsen, 2000
Se mere herom i ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 62-78)
Stemmer IMOD abrogation:
HAI, Iftekhar: Case of Misinterpretation & Abrogation Theory
HAMIDULLAH, Muhammad:
* Le Saint Coran. L’introduction p. L: Question de l’abrogation.
* Introduction to Islam. 1957 og senere. §§ 58, 150, 271, 316, 318, 325, 326.
ISLAMIC AWARENESS: Thoughts of Abrogation
MOHAMMED, Khaleed:
Muhammad al-Ghazzali’s View on Abrogation in the Qur’an
MUHAMMED, A.: The Lie of Abrogation
RAHMAN, Fazlur:
Major Themes of the Qur’an (1980, 80-105): Prophethood and Revelation.
SEEKERS HUB: Jihad, Abrobgation in the Quran and “The Verse of the Sword”
Stemmer FOR abrogation:
DENFFER, Ahmad von:
‘Ulûm al-Qur’ân. An introduction to the Sciences of the Qur’ân.
Leicester 1989, 104-113: Al-Nâsikh wa al-Mansûkh.
ESACK, Farid:
* Qur’an, Liberation & Pluralism. (1997, 162).
* The Qur’an. A User’s Guide. (2005, 126-128).