Man hører ofte, at islam skulle være en missionerende religion; men Koranen tegner et ganske andet billede:
Muslimer opfordres af Gud til at vidne om Koranens budskab (2:143, 22:78) – og samtidig respektere medmenneskets fundamentale ret til at vælge en anden vej til Gud, eller helt afvise Guds vejledning, for “der kan ikke være tvang i trosanliggender” (2:256) (jf. 18:29, 76:3, 109:1-6).
Hver enkelt troende er et vidne (shahid/shahida) – dvs. én, der kalder til Gud og tro, til islam i betydningen gudhengivelse i bredeste forstand. Kaldet (dawa) gælder alle mennesker – muslimer såvel som ikke-muslimer – og kan foregå på mange forskellige måder: Ved i hele sin adfærd at være en værdig repræsentant for islam eller ved at undervise, skrive bøger, deltage i den offentlige debat eller på anden måde udbrede kendskabet til Gud og islam. Hvilken metode man end vælger, så gælder det om at henvende sig til andre på en høflig og respektfuld måde (3:64,16:125, 29:46). Og dér ender muslimens opgave og ansvar. Muslimen skal vidne for at udbrede kendskabet til Gud – ikke for at omvende (bl.a. 2:272, 3:20, 4:80).
Muslimer skal være en slags fødselshjælp for at lede mennesker til Gud og tro. Hvad enten disse så genfinder deres barnetro, vælger en anden tro – eller helt afviser at tro, så har muslimen løst sin opgave. ”Den, der tager budskabet til sig, gavner sig selv – den, der afviser budskabet, skader ikke andre end sig selv” (3:144 & 177, 17:15, 39:41 m. flere). Kun Gud kan omvende, og ”hvis Gud havde villet, havde Han gjort menneskene til ét fællesskab” (5:48, 6:35). Mangfoldighed kendetegner Guds skabelse. Pluralisme er en gave – og en udfordring.
Selv Profeten Muhammad blev gjort opmærksom på, at hvor gerne han end ville, ville han ikke være i stand til at kalde alle, han elskede, til troen (28:56). Profetens egen farbror, Abu Talib, der opfostrede ham efter at både hans forældre og farfar var døde, støttede ham lige indtil sin død i 619, men blev aldrig muslim. En anden farbror, Abu Lahab, var én af Profetens bitreste modstandere.
Dawa er også en invitation til fordomsfri dialog med anderledes troende – dialog i fuld respekt for den andens ståsted – dialog uden skjult dagsorden. Ægte dialog forudsætter rodfæstethed i egen tro – og åbenhed over for andre. Dialog i respekt for den anden er vejen til harmonisk og frugtbar sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper.
Dialog med henblik på omvendelse kan derimod skabe utryghed og mistillid og er udtryk for manglende respekt for modpartens ståsted og integritet. Trosfrihed og næstekærlighed bliver tomme floskler, hvis man ikke er parat til oprigtigt at respektere medmenneskets valg af religiøst tilhørsforhold.
“Hvis det havde været Gud vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro? Ingen kan tro – undtagen Gud vil det; men de, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede.” (10:99-100)
© Aminah Tønnsen, 2006
Ovenstående er et uddrag af ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 62).
Emnet er uddybet i ”Islam – min hjertesag” (Tønnsen, 2014, 204-211).