Tawhîd-begrebet refererer ikke kun til “én Gud”, men også til “én menneskehed” – ikke en ensartet eller ensrettet menneskehed, men en levende og mangfoldig menneskehed. En menneskehed bevidst om sin fælles oprindelse, om et liv i indbyrdes afhængighed og forpligtelse – og om fælles fremtid og mål:

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (sawj) og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). Nær ærefrygt for Gud, i hvis navn I gør jeres gensidige rettigheder gældende. Og ær de mødre, der fødte jer. Gud holder bestandig øje med jer. (4:1)

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer mager af samme oprindelse (som I selv), at I må finde tryghed og sjælefred hos dem. Og Han sår kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde.  (30:21-22)

De troende udgør ét fællesskab. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og nær ærefrygt for Gud, for at I må få del i Hans nåde. (49:10)

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må (gen)kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest gudfrygtige af jer. Gud er vis og alvidende. (49:13)

Dette jeres fællesskab er visselig ét fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). (21:92)

Sendebuddet troede på, hvad han fik åbenbaret fra sin Herre – og de troende ligeså. De tror alle på Gud, Hans engle, Han bøger og Hans sendebud. Og de siger: “Vi gør ingen forskel på Hans sendebud. Vi hører og adlyder. Herre! Tilgiv os. Til Dig skal vi alle vende tilbage!” (2:285)

Gud kalder (menneskene) til Fredens Hjem, og Han leder hvem Han vil (og finder værdig) til den lige vej (dertil). (10:25)

Guds ord taler for sig selv – kan det siges smukkere?

Den årligt tilbagevendende valfart til Mekka bekræfter denne ligheds- og fællesskabsfølelse og bliver for mange pilgrimme et vendepunkt i livet, ligesom den blev det for den kendte amerikanske menneskerettigheds-forkæmper Malcolm X.
Dette koranske ideal må dog ikke være en grund for os til at hvile på laurbærrene, for det går jo ofte således, at det, man smider ud af fordøren, ofte kommer snigende ind ad bagdøren igen. Jeg har selv oplevet, hvorledes trosfæller ser ned på egne landsmænd og trosfæller, der er mørkere i huden end de selv – de er jo “bare” efterkommere af slaver… Lad ej heller den stigende modvilje imod islam og muslimer her i landet bør få os til at miste jordforbindelsen:

Oh I troende! Vær standhaftige i Guds sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. Og nær ærefrygt for Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

Oh I troende! Søg hjælp i tålmodighed og i bøn, for Gud er med de tålmodigt overbærende. (2:153)

© Aminah Tønnsen, april 2000

Se også:
* Frihed, lighed, broderskab
* Koranen, racisme og jødehad

Litteratur:

Does the Qur’an contain anti-Semitic verses?

HOBOHM, Mohammed Aman:
Islam’s Answer to the Racial problem

SIDDIQI, Muzammil H.:
Is there anti-semitism in the Qur’an?

SOUNDVISION:
Muslims in the Mirror – Prejudice in the Muslim Community

UNESCO: ISLAM and the Race Question (PDF)

YAHYA, Harun:
Antisemitism is a racism totally contrary to islam

ZUBEIR, Hisham:
The Facts about Racism and Islam