Fornuft og islam – Islam – tro og livsforståelse

Er fornuft og islam forenelige?

Koranen appellerer til menneskets intellekt ved igen og igen at prise den menneskelige fornuft – denne egenskab, der på afgørende vis adskiller mennesket fra den øvrige skabelse, og det slås udtrykkeligt fast, at selv guddommelig åbenbaring ikke skal accepteres ukritisk og uden at stille spørgsmål:

”Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må reflektere over dem.” (2:219)

Vigtigheden af den selvstændige refleksion understreges af, at også Profeten Muhammad blev påbudt ikke at forlange blind lydighed af sine tilhørere, men at tilskynde dem til hver især at tænke og reflektere:

Sig: “Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – reflekterer nøje over budskabet”. (34:46)

Gud opfordrer menneskene til at rejse ud i verden og tage ved lære af andre folkeslags succeser og fejltrin (40:82-85), og til at se profeterne som eksempler for deres eget liv og virke (12:109). Menneskene bør dog ikke blindt imitere eller følge et andet menneske eller en tilfældig lærd – for sæt nu, vedkommende er på vildspor? Menneskene bør ej heller blindt følge sæd og skik fra andre tidsperioder og andre himmelstrøg, men bruge deres sunde fornuft til at fravælge de uhensigtsmæssige skikke og bibeholde de gode (2:168-173). De, der ikke vil bruge deres sanser og intellekt, vil Gud gøre ”døve, stumme og blinde”, og Han vil ”forsegle deres hjerter” (47:20-24).

Fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 24)

Se også: ”Islam – min hjertesag” (Tønnsen, 2014, 152-155)

Parwez, Ghulam: Uddrag fra “Islam – en udfordring til religion”

QASIMI, Muhammadullah Muhammad Khalili:
Does Islam Permit Critical Thinking?

SHABESTARI, Mohammed: Faith, Freedom, and Reason