Det er en udbredt misforståelse, at Koranen foreskriver dødsstraf for frafald fra islam, blasfemi, hor, homoseksualitet, prostitution og lign. At dette er praksis i nogle enkelte såkaldt islamiske lande rokker ikke ved, at disse straffe intet som helst belæg har i Koranen.
Den koranske beretning om Adams to sønner Kain og Abel er ganske kort: Brødrene har et voldsomt opgør, og i et anfald af misundelse dræber den selvoptagne Kain sin bror (5:27-32). Denne beretning slutter med en meget vigtig erklæring:
Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske – medmindre det er som straf for overlagt mord (qatl) eller lovløshed og kaos i landet (fasad fi l’ard) – vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder/sparer et liv, vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. Vore sendebud kom til dem med klare beviser for sandheden. Alligevel fortsætter (musrifun) mange af dem med at begå overtrædelser på Jorden (5:32).
Denne passage er helt central, når det gælder Koranens forhold til dødsstraf – ja til liv og død i det hele taget. Om menneskene vil benytte sig af de to muligheder, som passagen giver for at udstede dødsstraf, er – i tilfælde af overlagt mord – op til offerets efterladte, idet de har mulighed for at forlange en mildere straf som økonomisk erstatning (2:178) for det tab, de har lidt. I tilfælde af oprør, forsøg på samfundsomvæltning eller forræderi, kan retsvæsenet landsforvise oprørerne eller på anden måde hindre dem i deres forehavende (5:33-34).
Derudover hedder det, at de, der tyer til den bedste løsning, når der er flere alternativer, er de virkelig indsigtsfulde (39:18) – og det bedste må jf. 5:32 alt andet lige være at spare liv. Det hedder endvidere, at den, der afstår fra sin ret til gengæld, kan sone sine egne synder (5:45), og at de, der tilgiver den uret, der er begået imod dem, handler forstandigt og vil blive belønnet af Gud (42:40-43). Alt sammen forordninger, der ligger milevidt fra den gængse opfattelse af, at Koranen skulle gå ubetinget ind for det gammeltestamentlige princip øje for øje og tand for tand og dermed være på kollisionskurs med den gængse opfattelse af menneskeretten.
Når man i de såkaldt islamiske lande jævnligt udsteder dødsdomme, er det snarere tegn på åndelig afstumpethed end på ret islamisk levevis.
© Aminah Tønnsen, 2006
Uddrag fra: ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 22).
Se også: “Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 199-204).