Du må ikke slå ihjel

At livet er helligt og ukrænkeligt burde være en rettesnor for enhver oprigtigt troende. Kun ved at manipulere med Koranens tekst og undlade at se den som en helhed, er det muligt at legitimere dødsstraf, terrorisme og selvmordsangreb imod uskyldige mennesker. Der er dog givet tilladelse til at forsvare sig imod en angribende fjende – også hvis det skulle indebære tab af menneskeliv .

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort – uden I er berettiget dertil. Hvis nogen dræbes uretmæssigt, har Vi givet de nærmeste bemyndigelse (til at forlange bod eller gengældelse); men lad dem ikke overskride grænserne, for loven yder fuld retfærdighed (17:33. jfr. 6:151, 25:68).

Forklaringen på vendingen “uden I er berettiget dertil” skal findes i Koranens korte beretning om Adams to sønner Kain (Qabil) og Abel (Habil): Brødrene har et voldsomt opgør, og i et anfald af misundelse dræber den selvoptagne Kain sin bror (5:27-32). Beretningen slutter med en vigtig erklæring:

Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske – medmindre det er som straf for 1) overlagt mord eller 2) lovløshed og kaos i landet – vil det være, som om han dræber hele menneske­heden. Og hvis nogen redder/sparer et liv, vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. Vore sendebud kom til dem med klare beviser for sandheden. Alligevel fortsætter mange af dem med at begå overtrædelser på Jorden (5:32).

Denne passage er helt central, når det gælder Koranens forhold til dødsstraf – ja, til liv og død i det hele taget. Det understreges her, at der kun er to tilfælde, hvor det er muligt at idømme dødsstraf som det maksimale.

1) Overlagt mord (qatl) er en af de såkaldte qisas-forbrydelser, hvor det er muligt at gengælde lige for lige, dvs. med dødsstraf:

I, der tror! Gengældelse er foreskrevet for mord. En fri skal bøde for sin forbrydelse, ligesom en slave og en kvinde skal det; men hvis den myrdedes bror (akhi) er eftergivende, skal bodskravet fremsættes i henhold til skik og brug og erlægges på sømmelig vis. Dette er en lempelse fra jeres Herre, og en barmhjertighed. Den, der efter dette overtræder grænserne, vil få en smertelig straf. Loven om gengældelse (qisas) sparer liv for jer, der er indsigtsfulde, for at I må nære ærefrygt for Gud (taqwa) (2:178-179).

 Og selvom der er mulighed for at forlange dødsstraf som gengæld for det tab, man har lidt, så handler det om at vælge den bedste løsning – og det må, jfr. 5:32, alt andet lige være at spare liv og fremsætte krav om bod i stedet:

Giv glade tidender til de af Mine tjenere … som lytter til Ordet og følger dets smukkeste mening. Det er disse, Gud har velsignet med Sin vejledning, og som er de virkelig indsigtsfulde (39:17-18).

Gengældelse for en ond handling, lige for lige, er tilsvarende ond; men Gud lønner den, der tilgiver og slutter forlig (42:40).

2) I tilfælde af oprør samt lovløshed og kaos (fasad fi l’ard) samt opfordring dertil, har retsvæsenet flere muligheder for at hindre gentagelser.
Også i denne sammenhæng gælder, at det er prisværdigt at spare liv og idømme den mildeste straf: forvisning, som i vore dage kunne erstattes af fængsel eller husarrest uden mulighed for at deltage i det almindelige, pulserende liv for en periode.
Desværre er fasad fi l’ard et meget bredt begreb, der ofte bliver misbrugt til at retfærdiggøre dødsstraf for eksempelvis frafald fra islam, homoseksualitet, ægteskabsbrud, blasfemi, prostitution, narkokriminalitet osv.

At livet er helligt gælder også dyreliv, hvorfor der eksempelvis udtales en velsignelse over slagtedyr. Koranen forbyder endvidere at mishandle dyr og dræbe dem uden virkelig gyldig grund.

3) Hvor meget det end byder én imod, kan man være nødt til at dræbe et andet menneske i selvforsvar:

Det er foreskrevet jer at stræbe og kæmpe, selvom det byder jer imod. For det er vel muligt, at I nærer uvilje imod noget, der er godt for jer – og at I holder af noget, der er skadeligt for jer. Gud er alvidende, men I er uvidende (2:216).

Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben blev givet i en åbenbaring, som Profeten Muhammed modtog umiddelbart efter muslimernes udvandring til Medina i 622 – efter at de i tretten år var blevet ydmyget, hånet, boykottet, forfulgt, tortureret og forsøgt myrdet af deres flergudsdyrkende naboer og byfæller i Mekka. Og der er ganske utvetydigt tale om selvforsvar:

”Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi de har lidt uret … Hvis Gud ikke gav menneskene ret til at forsvare sig, ville både klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt” (22:39-41).

Knap et år senere blev Koranens andet kapitel åbenbaret. Versene 190-195 opfordrer til at

”Stræbe og kæmpe for Guds Sag imod dem, der bekriger jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne. Dræb dem, hvor I støder på dem, og fordriv dem fra de steder, hvorfra de fordrev jer. Men hvis de nedlægger deres våben, da er Gud tilgivende og barmhjertig. Når helligt vanhelliges, er gengældelse tilladt. Hvis nogen angriber jer, da gengæld volden i lige mål; men nær ærefrygt for Gud (taqwa) og vid, at Han er med de ærefrygtige (taqwa)” (2:190-195).

Hvor uretfærdigt, man end synes, man selv eller andre bliver behandlet, skal konflikten søges løst med fredelige midler. Den angrebne bør række hånden ud imod fjenden og være parat til at tilgive den uret, der er blevet begået (42:43) og til at imødegå ondskab med godhed (41:34). Gengælder man en ond handling lige for lige, må man være bevidst om, at ens egen handling er lige så ond som modstanderens (42:40). Aldrig må man lade sig styre af had og hævngerrighed, men ”være retsindig, thi retsind er beslægtet med ærefrygt for Gud (taqwa)” (5:8).

I min seneste bog Islam – Koran, Hadith, Sharia har jeg gennemgået de vers, der i medierne ofte nævnes for at ”bevise”, at islam er en voldelig religion: 2:190-195, 4:88-91, 8:55-64, 9:1-6, 22:39-41, 16:126-128, 47:4-7, 49:9-10. Det viser sig, at der i alle disse passager er tale om forsvar imod angreb udefra. Endvidere indeholder alle passagerne en advarsel om at holde sig indenfor de af Gud fastsatte grænser for human krigsførelse, og flere af dem slutter med en opfordring til at afslutte kamphandlingerne så hurtigt som mu

© Aminah Tønnsen, august 2017

Se også: